Om Palle

Mine interesser for fotografi startede i mit sidste studieår i 1968.
Efter at have gået og fotograferet med en studiekammerat, tilmeldte jeg mig et kursus i foto, hos Karin Munk på Århus Kunstakademi i Studsgade, og lærte meget om fototeknik m.m.

Senere blev jeg medlem at Århus Fotografiske Amatørklub (AFA), hvor jeg bl. a. i en periode var billedsekretær og senere formand.
I begyndelsen af -90'erne boede jeg i Støvring og var jeg med til at starte "Fotoklubben Rold Skov", som jeg forlod i 1995, da jeg flyttede til Aalborg.
I Aalborg har jeg ikke søgt optagelse i den lokale fotoklub, da jeg ikke har adgang til et ordentligt mørkekammer, hvor jeg bor, og jeg mener ikke man kan være bekendt at være medlem af en fotoklub uden at delatge aktivt i konkurrencer o. lig.
Daværende æresmedlem i AFA Asger Nielsen fortalte engang, at udtrykket amatør betyder, af interesse, og det et ikke nogen dårlig indgangsvinkel til sin hobby, og som man siger i Nordjylland, alt der ikke giver penge, er en hobby.

Der ligger nok gemt en lille ekshibitionist i enhver fotograf, amatør eller professionel, og jeg er ingen undtagelse.
Jeg har deltaget i mange udstillinger, især i min tid i AFA, men også i Skørping, da jeg var medlem der, og jeg har udstillet både på kommunekontoret i Jakobshavn og i Skole og Kulturforvaltningen i Aalborg, men det har kun været S/H billeder, idet det er vanskeligt at udstille dias.
Farvebillederne har derfor kun været vist for en begrænset kreds.

I årene 1974, -75 var jeg og Susan på vandreture i Sydgrønland med Fjeldvandreafdelingen under Dansk Vandrelaug, og i 1976 var vi alene på vandretur i området omkring Søndre Strømfjord og et smut i Holsteinsborg.
Medlemskabet i AFA sluttede i 1977, da jeg fik fast arbejde ved Jakobshavn Kommune og vi flyttede til Grønland.
Dette ophold kom til at vare til 1985 og der blev i perioden optaget MANGE billeder, både i Sort/Hvid og Farver, som jeg synes fortjener et større publikum, derfor denne hjemmeside.
Farvebillederne er, i den periode, alle Dias og senere vil der komme flere S/H billeder på siderne.

Udstyret billederne er optaget med er Hasselblad, h.h.v. Hasselblad 500 C med objektiverne 80 mm Planar, 150 mm Sonar og 250 mm Sonar og Hasselblas 38 mm SWC

I 2001 var jeg igen på besøg i Jakobshavn/Ilulissat sammen med Bjarke, for at gense byen og landet efter de 16 år der var gået, siden vi rejste tilbage til Danmark, og det blev til en rigtig turisttur, med helikoptertur ind til Jakobshavns store bræ, KANGIA, som skal være den nordlige halvkugles mest producerende isbræ.
I hvert flad producerer den nogle gigantiske isfjelde, hvoraf der altid ligger nogle på grund på Isfjeldsbanken, uden for Jakobshavn Isfjord, og absolut et besøg værd, især må man ikke snyde sig for et besøg ved Sermermiut, hvor hele sceneriet ligger lige for næsen af en.

Jakobshavn Isfjord er nu blevet optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv, så unik er den.
I den anledning har Danmarks- og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) udgivet bogen: Ilulissat Isfjord, Et verdensarvsområde, ISBN 87-7871-134-7.
Bogen kan bestilles hos boghandleren eller direkte hos GEUS@GEUS.DK til kr. 365,25 incl. forsendelse, og kan stærkt anbefales.

Billederne fra 2001 er optaget med et Canon IXUS APS camera til film, da det både fylder og vejer mindre end Hasselbladudstyret.
Film var valgt på grund af filmens større opløsningsevne, og der blev ved fremkaldelsen leveret foto CD'er, som ligger til grund for billederne på siderne.
Men udviklingen stopper ikke her, seneste anskaffelse er et digitalt camera, ikke meget større end CANON IXUS og med 5,25 megapixels, samt mange andre funktioner, absolut godt nok til gengivelse på en computerskærm.
Udviklingen står ikke stille. I 2005 købte jeg et nyt digitalt camera, et SONY DSC H1 med 12 x optisk zoom og 12 x digital zoom, og super steady shot, det er et fint camera, til en konkurrencedygtig pris.
Alle dias og S/H billeder er scannet ind fra originalpositivet/negativet ved hjælp af CanoScan DF 2400 U, som kan scanne negativer i format op til 4" x 5" i 48 bits farvedybde og med en opløsning op til 2400 x 4800 DPI
Den opløsning der er anvendt til hjemmesidens billeder ligger imidlertid kun på mellem 300 og 600 DPI, p.g.a. datamængdens størrelse og den tid det tager at indloade billederne.
Der er heller ikke grund til at lave opløsningen større end den billedpunktsstørrelse som en normal farveskærm kan vise, nemlig omkring 0,2 mm, det får først betydning, hvis billedet skal printes ud, så vil opløsningen være for lav til et ordentligt billede.
Skulle man imidlertid være interesseret i eet eller flere af billederne i en printvenlig version kan henvendelse rettes til mig, så taler vi om det.

Se iøvrigt venligst menuen om copyright (når den ellers bliver færdiggjort).

Har Du iøvrigt bemærkninger eller spørgsmål til siderne og billederne er Du velkommen til at skrive til:

p@llechristensen.dk